Kreativ og flot indretning af studieboligen

Ak ja, vi går alle sammen og sukker efter det nye Piet Hein og Royal Copenhagen, men det er der bare ikke liiige råd til på et su-budget. I dette indlæg får du fire gode tips til at indrette studieboligen.

Her op til jul er det jo selvfølgelig oplagt at ønske sig nogle af alle de dyre og fine ting, vi altid stræber efter, men det batter jo ikke specielt meget, når man kun får to tallerkener og en tekop. I hvert fald ikke i den samlede boligindretning.

Men der findes heldigvis masser af måder, hvorpå du kan indrette de små og kønsløse kvadratmeter i din studiebolig både funktionelt og personligt. Lidt god fantasi og et åbent sind bringer dig langt

1. Gå på loppemarked

Du er sikkert blevet opdraget til at gå en stor bue udenom loppemarkederne og genbrugsbutikkerne, men det er synd og skam. Der er nemlig masser af gode muligheder for at få en rigtig god pris på fine designermøbler.

Hvis du kaster dig over loppemarkederne, skal du bare være forberedt på at bruge nogle frugtesløse timer. Det er ikke altid, du finder noget der passer til din stil, men det kan til gengæld være meget hyggeligt at gå rundt, særligt hvis du har godt selskab med på turen. Og hvis du så endelig finder noget, du kan lide, bliver det rigtig spændende: så skal du nemlig til at prutte om prisen! En disciplin der er både sjov og spændende, og som du hurtigt bliver bedre til med træning!

2. Scan internettet grundigt igennem for gode tilbud

Javist, vi tænker selvfølgelig på Den Blå Avis og Guloggratis, men kender du også til de mange forskellige grupper på de sociale medier, hvor man sælger og køber brugt?

Det er ofte studerende, ligesom dig selv, der sælger deres ting til særdeles små priser, fordi de flytter ud eller væk eller sammen med kæresten. Ting, som de ellers ville have smidt ud, eller solgt til en isenkræmmer med dollartegn i øjnene, kan du altså få glæde af. Det kan oven i købet være, du kommer til at købe fra en af dine studiekammerater, så du ved, møblet har været i gode hænder, før du overtager det.

Det er ikke bare lækkert og billigt, det er skam også miljørigtigt – win-win.

3. Vær kreativ

Der er ikke meget som tapet der kan puste liv i enhver lejlighed. Eller jo, det er der faktisk. Men fælles for alle ting, inklusiv tapet, er, at det koster penge, penge du ikke har (endnu)

Derfor gør det ikke noget at være kreativ. Du kan fx finde en masse wallposts for at sætte dit helt personlige præg på lejligheden. Hvis du gemmer på en vaskeægte gør-det-selv-mand, kan du også tapetsere med eksempelvis gamle aviser. De er typisk rigtig gode til at pifte en ellers kedelig lejlighed op, særligt hvis du finder nogle avissider der betyder noget for dig.

4. Køb ikke ALT hos Ikea

“Jeg smutter lige i Ikea”. Den sang kommer du nok til at synge et par gange, når du indretter din bolig som studerende. Men vid, at det ikke nødvendigvis er Ikea der er billigst på ALLE parametre. Du finder mange møbler af god kvalitet til små penge, men ofte vil mere specialiserede producenter være billigere, fordi de indkøber større mængder.

Det gælder firmaet som Uniggardin, der også har en kæmpestor norsk og svensk afdeling. De har billigere gardiner end Ikea, fordi de får meget store leverancer.

Summassummarum er det altså meget fint at finde dine møbler i Ikea, men du skal bare være opmærksom på, at du godt kan få nogle af dine ting billigere andre steder (og oven i hatten få mere kompetent og specialiseret service).

 

 

 

 

 

 

 

Der mangler 20.000 ungdomsboliger i Danmark!

Er du startet på studiet i år, men bor du stadig hjemme og pendler frem og tilbage, fordi du ikke kan få en studiebolig? Så er du langt fra den eneste!

Ifølge beregninger fra Dansk Byggeri mangler der nemlig ikke færre end 20.000 studieboliger til de studerende i 2015! Det skriver Berlingske.

Den akutte boligmangel er opstået som følge af det rekordstore antal studerende, der er blevet optaget på de videregående uddannelser i år – ja, man kan jo undre sig over, at det bliver ved med at komme bag på kommunerne!

Priserne presses i vejret

Den ufattelige efterspørgsel på studieboligerne i København og Århus medfører, at priserne bliver presset i vejret. Det fortæller økonomisk konsulent hos Dansk Byggeri, Maria Schougaard Berntsen, til Berlingske. Hun mener situationen tvinger  de studerende til at betale overpris for faldefærdige og utidssvarende lejligheder.

Ifølge Maria ser boligudlejerne nemlig stort potentiale i udlejernes desperation, fordi de kan leje boligerne ud uden at opretholde værdien med almindelige renoveringer.

Men ja, ja… Det vidste vi jo alt sammen godt i forvejen.

Såå… Hvad skal vi gøre!?

Mens vi venter på, at der er nogle investorer der, ligesom Danica har gjort på Nørrebro, ser potentialet i at bygge studieboliger – ja, så må vi jo blive ved med at være kreative!

Her er et forslag til, hvad du kan gøre, hvis du ikke kan finde noget at bo i:

Midlertidigt kollegieværelse. Vi ved det godt: hvis du stadig mangler en studiebolig på nuværende tidspunkt efter at have startet studiet i september, har du uden tvivl allerede været skrevet op til et kollegieværelse i lang tid.

Men vidste du, at der også er mulighed for at blive skrevet op til et midlertidigt værelse?

Der er mange kollegier, der giver studerende mulighed for at fremleje deres værelser i kortere eller længere perioder – fx. et par uger eller måneder. Selvom det langt fra er ideelt, er det vel at foretrække over at pendle flere timer om dagen?

Du kan også undersøge muligheden for at bo i et kollektiv. Det er ikke kun for hippier, men kan faktisk være ganske hyggeligt og langt billigere – og det er typisk lidt nemmere at få end et kollegieværelse.

Du kan finde kollektiver på de fleste boligportaler og i den blå avis. 

Lej et værelse hos en i dit netværk. Skriv om din situation på Facebook, Twitter eller smid et følelsesladet billede af dig selv i en papkasse ud på Instagram (eller måske ikke sidstnævnte). Hør, om ikke der er en venlig sjæl i dit netværk, der har et værelse tilovers, som du kan leje.

Det kan være en studerende, et ældre ægtepar eller en pensionist – de sidder ofte lidt billigere i det med huslejen end os stakkels studerende – der sikkert gerne vil hjælpe dig, hvis du spørger pænt.

Luft tanken om et forældrekøb. Ja, det er jo ikke sikkert, dine forældre er ret vilde med tanken om at smide flere millioner kroner på bordet for at give dig et sted at bo. Men forældrekøb kan faktisk godt betale sig økonomisk, fordi renten er så lav i øjeblikket.

Der er dog også visse ulemper ved at gøre det. Du er fx. låst fast på at bo i lejligheden i en del år, fordi forældrekøb tit er svære at sælge igen. Det passer ikke super godt til studielivet, hvor man ofte klarer den “day by day.

Drop studiet – bliv landmand. Er du klar over, hvor billige boligerne er på landet? Ifølge Berlingske Business finder du de billigste kvadratmeterpriser på Morsø, Lolland og i Vesthimmerland. Så det er bare med at droppe juraen, statskundskaben eller medicinen og flytte ud på landet, hvor du VIRKELIG får noget for pengene!

Held og lykke med boligjagten!