Der mangler 20.000 ungdomsboliger i Danmark!

Er du startet på studiet i år, men bor du stadig hjemme og pendler frem og tilbage, fordi du ikke kan få en studiebolig? Så er du langt fra den eneste!

Ifølge beregninger fra Dansk Byggeri mangler der nemlig ikke færre end 20.000 studieboliger til de studerende i 2015! Det skriver Berlingske.

Den akutte boligmangel er opstået som følge af det rekordstore antal studerende, der er blevet optaget på de videregående uddannelser i år – ja, man kan jo undre sig over, at det bliver ved med at komme bag på kommunerne!

Priserne presses i vejret

Den ufattelige efterspørgsel på studieboligerne i København og Århus medfører, at priserne bliver presset i vejret. Det fortæller økonomisk konsulent hos Dansk Byggeri, Maria Schougaard Berntsen, til Berlingske. Hun mener situationen tvinger  de studerende til at betale overpris for faldefærdige og utidssvarende lejligheder.

Ifølge Maria ser boligudlejerne nemlig stort potentiale i udlejernes desperation, fordi de kan leje boligerne ud uden at opretholde værdien med almindelige renoveringer.

Men ja, ja… Det vidste vi jo alt sammen godt i forvejen.

Såå… Hvad skal vi gøre!?

Mens vi venter på, at der er nogle investorer der, ligesom Danica har gjort på Nørrebro, ser potentialet i at bygge studieboliger – ja, så må vi jo blive ved med at være kreative!

Her er et forslag til, hvad du kan gøre, hvis du ikke kan finde noget at bo i:

Midlertidigt kollegieværelse. Vi ved det godt: hvis du stadig mangler en studiebolig på nuværende tidspunkt efter at have startet studiet i september, har du uden tvivl allerede været skrevet op til et kollegieværelse i lang tid.

Men vidste du, at der også er mulighed for at blive skrevet op til et midlertidigt værelse?

Der er mange kollegier, der giver studerende mulighed for at fremleje deres værelser i kortere eller længere perioder – fx. et par uger eller måneder. Selvom det langt fra er ideelt, er det vel at foretrække over at pendle flere timer om dagen?

Du kan også undersøge muligheden for at bo i et kollektiv. Det er ikke kun for hippier, men kan faktisk være ganske hyggeligt og langt billigere – og det er typisk lidt nemmere at få end et kollegieværelse.

Du kan finde kollektiver på de fleste boligportaler og i den blå avis. 

Lej et værelse hos en i dit netværk. Skriv om din situation på Facebook, Twitter eller smid et følelsesladet billede af dig selv i en papkasse ud på Instagram (eller måske ikke sidstnævnte). Hør, om ikke der er en venlig sjæl i dit netværk, der har et værelse tilovers, som du kan leje.

Det kan være en studerende, et ældre ægtepar eller en pensionist – de sidder ofte lidt billigere i det med huslejen end os stakkels studerende – der sikkert gerne vil hjælpe dig, hvis du spørger pænt.

Luft tanken om et forældrekøb. Ja, det er jo ikke sikkert, dine forældre er ret vilde med tanken om at smide flere millioner kroner på bordet for at give dig et sted at bo. Men forældrekøb kan faktisk godt betale sig økonomisk, fordi renten er så lav i øjeblikket.

Der er dog også visse ulemper ved at gøre det. Du er fx. låst fast på at bo i lejligheden i en del år, fordi forældrekøb tit er svære at sælge igen. Det passer ikke super godt til studielivet, hvor man ofte klarer den “day by day.

Drop studiet – bliv landmand. Er du klar over, hvor billige boligerne er på landet? Ifølge Berlingske Business finder du de billigste kvadratmeterpriser på Morsø, Lolland og i Vesthimmerland. Så det er bare med at droppe juraen, statskundskaben eller medicinen og flytte ud på landet, hvor du VIRKELIG får noget for pengene!

Held og lykke med boligjagten!